KYC-modulet i Levano fører én sag gennem hvidvasklovens krav: hvilke pligter rammer sagen, hvad skal indhentes fra klienten, hvad screeningen siger, og hvem der godkender. Du finder det under KYC i sidebaren.
Denne vejledning beskriver, hvordan modulet bruges. Den er ikke juridisk rådgivning, og den erstatter ikke kontorets egen skriftlige risikovurdering og forretningsgang.
1. Opret sagen og bestem sporet#
Start på KYC → Ny sag. Levano stiller to spørgsmål, før noget andet kan ske:
Rummer sagen en af de transaktionstyper, hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 13 opregner?
Forventer I klientmidler på samleklientkontoen?
Svarene afgør sporet, og sporet afgør resten:
Spor | Hvad det betyder | Hvad der ryger på listen |
§ 11 | Sagen er omfattet. Fuld kundekendskabsprocedure | Risikovurdering, identitet, formål og reelle ejere på selskaber |
§ 38 b | Ikke omfattet, men der forventes klientmidler | Navn, CPR eller CVR og ét kontroldokument til pengeinstituttet |
Uden for loven | Hverken omfattet transaktion eller klientmidler | Ingen hvidvaskoplysninger, ingen række |
De to første ligger ikke inde i hinanden. § 38 b er kun identiteten til banken, ikke en let udgave af § 11.
Sporet gemmes på sagen, som det så ud den dag beslutningen blev truffet. Ændrer jeres praksis sig senere, kan tilsynet stadig se, hvad der blev besluttet dengang.
Hvidvaskloven er aktivitetsbaseret. Den samme klient kan have både omfattede og ikke-omfattede sager. Har parten svaret før, viser Levano det gamle svar som et forslag til denne sag, ikke som afgørelsen.
Er ét af de to spørgsmål ubesvaret, står sporet som ikke bestemt, og sagen kan ikke køre. Det er med vilje: retsområdet alene svarer ikke på spørgsmålet om midler.
2. Indhent det, der mangler#
Sagen åbner med en liste over trin. Nogle indhenter I selv, andre kommer fra klienten.
Upload-link til klienten. Klienten får et link og lægger dokumenterne op selv. Der skal være en e-mail på klienten, før linket kan sendes.
Interne trin. Risikovurdering, formål og forretningsomfang udfylder I på sagen.
Reelle ejere. På selskaber beder Levano om de dokumenter, der afklarer ejerkæden. Ét dokument alene afklarer den sjældent.
Sagens status følger arbejdet: kladde → afventer klient → afventer gennemgang → godkendt. Undervejs kan den også ende som afvist, udløbet eller afbrudt.
3. Kør screening#
Levano screener mod sanktionslister og PEP. Screeningen kører i baggrunden, og du kan altid køre den igen, for eksempel når de navngivne ejere er kommet på plads: PEP-screening kører på personer, så en ren selskabsscreening siger ikke noget om ejerne.
Et bekræftet sanktionstræf spærrer godkendelsen. Det kan hverken godkendes eller dispenseres. Vær opmærksom på, at Levano ikke indefryser midler. Indefrysning er kontorets egen pligt med strafansvar, og den handling foregår uden for softwaren.
4. Godkend#
Når trinnene er på plads, viser sagen Klar til godkendelse. Godkendelsen noteres med navn, dato og gyldighedsperiode.
Kontoret kan kræve fire øjne. Så går sagen i venter på andet fiat, og en anden bruger skal godkende, før den er i hus.
Efter godkendelse på § 11-sporet er klienten under løbende overvågning. Genscreening sættes op pr. risikoniveau under KYC-indstillinger.
5. Dokumentation til tilsynet#
Fra sagen kan du hente en audit-pakke: én ZIP med sagen, alle trin, bevismateriale, screeningsforløbet, dokumentindeks og revisionsspor. Det er den, du lægger frem, når nogen spørger, hvad I gjorde og hvornår.
Det Levano ikke gør#
Vær opmærksom på grænserne, så I ikke regner med noget, der ikke er der:
Levano indefryser ikke midler.
Levano indberetter ikke automatisk til Hvidvasksekretariatet.
Levano afgør ikke, om § 27 fritager jer fra underretningspligten. Vedrører sagen klientens retsstilling eller forsvar, er det advokatens egen vurdering.
Kom videre#
Sidder du fast i en konkret sag, så skriv til support med sagsnummeret. Åbn hjælpepanelet i toppen af skærmen for adressen.